Lille, langhåret brugshund
af stor skønhed, uden klodsethed og grovhed. Den skal være
velproportioneret, uden at noget ved hunden udskiller sig fra
helheden. Overdådig pels, manke og brystpels, formfuldendt
hoved og et sødmefyldt udtryk giver tilsammen den ideelle
Shetland Sheepdog.
Karakteristiske træk
Opmærksom, blid,
intelligent, stærk og aktiv.
Temperament
Hengiven og lydhør over for
sin ejer, reserveret overfor fremmede, men aldrig nervøs.
Hoved
Forfinet hoved. Set fra oven
eller fra siden har det form som en lang, stump kile, der
aftager i bredde fra ører til næse. Skallens bredde afhænger
af længde på skalle og næseparti. Helheden vurderes i
forhold til hundens størrelse. Skallen er flad og moderat
bred mellem ørerne og uden for fremtrædende nakkeknude.
Kinderne er flade og går blødt over i et godt udfyldt næseparti.
Skalle og næseparti skal være af samme længde regnet fra
inderste øjenkrog. I profil skal skallens overlinie være
parallel med næsepartiets overlinie med et let, men markeret
stop. Næse, læber og øjenrande skal være sorte. Det
karakteristiske udtryk opnås ved en perfekt balance mellem og
kombination af skalle og næseparti, form, farve og placering
af øjne, korrekt øjenstilling og ørebæring.
Bid
Kæberne lige, tørre og stærke
med en veludviklet underkæbe. Læber stramme. Tænder skal være
sunde med et perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, d.v.s.
at de øverste fortænder tæt overlapper de nederste og er
placeret vinkelret på kæben. Et fuldt tandsæt på 42
korrekt placerede tænder er meget ønskeligt.
Øjne
Middelstore, skråt placerede
og mandelformede. Farven skal være mørkebrun; dog er det hos
"blue merles" tilladt, at det ene eller begge øjne
er blå eller med blå stænk.
Ører
Små, moderat brede ved basis
og placeret relativt tæt sammen øverst på skallen. I hvile
bæres ørerne bagud-liggende, men når hunden er opmærksom,
rettes ørerne fremefter og bæres halvt opretstående med
fremadbøjede spidser.
Hals
Muskuløs, godt buet og
tilstrækkelig lang til at give en stolt hovedbæring.
Forparti
Skuldrene godt tilbagelagte.
Ved manken er skulderbladene kun adskilt af ryghvirvlerne, men
de skal skråne udefter for at give plads til de godt hvælvede
ribben. Skulderleddet velvinklet, overarm og skulderblad
omtrent lige lange. Albuen placeret i en højde svarende til
det halve af skulderhøjden. Set forfra er forbenene
lige; de er muskuløse og tørre med kraftig benstamme.
Mellemhånden stærk og smidig.
Kropstykke
Kropslængden fra forkant af
skulder til sædeben skal være lidt større end skulderhøjden.
Brystet skal være dybt og nå til albuerne. Ribbenene godt hvælvede,
gradvis aftagende fra den nederste halvdel for at give bevægelsesfrihed
for forben og skuldre. Ryggen er lige med en graciøst buet lænd,
og krydset skråner jævnt bagud.
Bagparti
Lårene er brede og muskuløse.
Lårbensknoglen møder bækkenet i en ret vinkel. Knæleddet
er tydeligt vinklet. Haseleddet tørt, velvinklet og lavt ansat
med en stærk knoglebygning. Haserne er lige, når de ses
bagfra.
Poter
Ovale med stærke trædepuder
og hvælvede tætsluttende tæer.
Hale
Lavt ansat. Yderste
halehvirvel skal mindst nå til haseleddet. Overdådig pels og
let buet opefter. Under bevægelse må halen løftes let, men
aldrig over ryglinien. Aldrig halekrog.
Bevægelse
Smidig, glidende og yndefuld
med godt fraskub fra bagparten, så jordvindende og samtidig så
ubesværet som muligt. Pasgang, flettende, rullende eller
stiv, styltet, stempelagtig bevægelse er højst uønsket.
Pels
Dobbelt. Yderpelsen skal bestå
af lange, lige hår af strid struktur. Underulden blød, kort
og tæt tilliggende. Brystpels overordentlig fyldig, og
forbenene godt besat med faner. Bagbenene skal over haserne være
rigeligt behåret, men under haserne temmelig korthårede.
Ansigtet skal være korthåret. Korthårede individer er
uønskede.
|
Zobel/Hvid
|
|
Tricolor
|
|
Blue merle
|
|
Bi Blue
|
|
Sort/Hvid
|
|
Colorhead
Hvid med farvet hoved.
Ikke godkendt i DKK |
|